Mikroplast er blevet fundet i menneskeblod. Det viser en undersøgelse foretaget af Vrije Universitet i Amsterdam. Siden opdagelsen i 2022 har videnskaben været splittet om, hvordan det præcist ender i kroppen, men de ved, at det havner der. Samtidig er der usikkerhed om, om det overhovedet er farligt, så er der noget at være bekymret for?

Af Frederikke Gundlund Nielsen og Cathrine de Nijs Johansen

Når man i Danmark begår kriminalitet, risikerer asylansøgere at blive hjemsendt. En 26-årige mand, der blev udvist som teenager, er nu truet som voksen, mens byretten i Aarhus venter på en mentalundersøgelse af manden. For selvom udsigten til udvisning hænger i luften, kan hensynet til hans psykiske sygdom blive altafgørende for sagens udfald og hans fremtid i Danmark. 

Af Cathrine de Nijs Johansen

I det lille retslokale sidder forsvareren og rømmer sig. “Jeg så også helst, at han dukkede op,” siger han om sin klient, mens blikket i hans ansigt dog ikke skildrer overraskelse. Dommeren og de to nævninge vurderer, at dagens retsmøde kan afholdes, på trods af at den tiltalt ikke er mødt op i retten. 

Sagen drejer sig om fornærmende tiltale og vold med politiet, der skulle være hændt en januarmorgen tilbage i 2022 ved Comwell i Aarhus. Politiet fandt ved samme lejlighed større mængder narkotika på den tiltaltes hotelværelse, som manden også er tiltalt for at være i besiddelse af, samt et større pengebeløb. 

Sagen har kørt i flere dage, og anklageren håber på, at der bliver afsagt dom denne gang og taler for en straf på 60 dages ubetinget fængsel og en udvisning, da den 26-årige ikke har dansk statsborgerskab. 

Humanitære hensyn på spil 

Det er ikke første gang, at tiltalte skal forholde sig til en mulig tvangsudvisning. Selvom han har boet i Danmark, siden han var tre år gammel, blev den dengang 15-årige dreng i 2013 udvist af Danmark til Kosovo, efter han fik afslag på hans ansøgning om at forlænge hans opholdstilladelse. 

Et afslag, som han modtog, på trods af at han var psykisk syg og havde brug for et særligt præparat, der ikke var tilgængeligt i Kosovo. Historien om afslaget blev dengang bragt i samtlige landsdækkende medier og afgørelsen blev herefter mødt at stærk kritik fra bl.a. Europarådet. 

Sagen blev taget op i Udlændinge- og Integrationsudvalget i Folketinget, hvorefter Danmark hentede den 15-årige dreng hjem igen og gav ham humanitær opholdstilladelse; en type opholdstilladelse, der kun gives i tilfælde, hvor en asylansøger har særlige hensyn, der bør tages. For den tiltaltes handlede det om at sikre, at han kunne modtage behandling for hans sygdom, som han ellers ikke ville kunne i Kosovo.

Nye detaljer kan afgøre 26-åriges fremtid 

Den tiltaltes forsvarer kommer under proceduren med sine afsluttende bemærkninger, og forsvaret kredser sig ind på den tiltaltes historik i psykiatrien, og han henviser til en bunke af artikler om sagen tilbage i 2013, som han har taget med sig. Forsvareren appellerer til, at man fra rettens side tager hensyn til mandens alvorlige psykiske sygdom. 

Dommeren fortæller, at graden af mandens dårlige psykiske helbred er nye oplysninger i sagen, og at beslutningen om at fremme sagen derfor skal revurderes på ny. Kort efter går dommerne ud for at votere. Da de kommer tilbage, giver dommeren besked på, at der er behov for en uddybende redegørelse af den tiltaltes sygdomsforløb, før de kan tage stilling til, hvilken straf manden egner sig til, da tiltalte ellers risikerer at blive udvist af Danmark uden mulighed for behandling igen. 

En mentalundersøgelse er derfor nødvendig, forklarer dommeren, hvorfor der udstedes en arrestordre på den 26-årige, hvilket den tiltaltes forsvarer ikke har nogen kommentar til. “Det er ikke så velset at få sin egen klient anholdt,” begrunder han. 

Retsmødet om den 26-årige mand udsættes, indtil der er foretaget en mentalundersøgelse af manden. 

På Aarhus Universitetshospital har patienter og pårørende mulighed for at benytte hospitalets tre rum for tro og fordybelse; et kirkerum, et bederum og et fordybelsesrum. Hospitalspræst Grethe Jørgensen fortæller, at vi som samfund i højere grad forstår, at mennesker har behov for at adressere sin eksistentielle tvivl under store livskriser.

Af Cathrine de Nijs Johansen

Hvide vægge og højt til loftet. Et par sorte sko parkeret på trekantede fliser ved siden af en håndvask. På en bænk ligger et smaragdgrønt og et bordeaux bedetæppe under en koran. En mand sidder på knæ med lukkede øjne med hænderne mod ansigtet, centreret i rummet og vendt mod Mekka i stilhed. 

Aarhus Universitetshospital har tre særlige rum for tro og fordybelse. Tre åndehuller der opfylder hvert sit eksistentielle formål med plads til tvivl, håb og mismod. Her kan patienter og pårørende søge hen for at finde ro, for at konfrontere sin sorg eller for bare at være. Et tydeligt afbræk fra en hospitalshverdag med sygeplejersker i rask trav, medicinering og konstant uro. 

Aarhus Universitetshospitals rum for tro og fordybelse er bare ét af de tilbud, som bliver stillet til rådighed. Dertil kan patienter og pårørende også snakke med de præster, der er tilkoblet hospitalet. 

“Vores erfaring er, at det er noget, der kan hjælpe; nogen der gerne vil være sammen med en, og en der kan trøste. Dét at man ikke står alene,” siger Grethe Jørgensen, hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital.

Når livet bliver sårbart  

Når ulykken rammer og livet pludselig tager en drejning, påpeger Grethe Jørgensen, at mange oplever en tvivl, de ikke har haft før. Der bliver hospitalspræsterne en livslinje, når man har brug for nogen, der kan lytte. 

“Uanset hvilken livsholdning man har, så kommer man ofte til at tænke på livet på en anden måde, når man bliver alvorligt syg. Mange mennesker tænker ikke på, at livet er meget sårbart. Så erfarer de, at det er sårbart. Der kan være godt at have en at tale med.” 

Selvom man ofte forbinder hospitaler med somatisk behandling, har Grethe Jørgensen en vigtig rolle, selvom den adskiller sig markant fra mange af hendes kollegaer på Aarhus Universitetshospital. 

“Lægerne har en kæmpende rolle, hvor vores rolle er at hjælpe mennesker med at forsone sig med, hvordan livet er blevet, og at der er glæde og liv i det,” fortæller hun om hendes rolle som hospitalspræst. 

Ikke alt bør trøstes væk 

Grethe Jørgensen fortæller, at hun gennem siden 27 år som hospitalspræst har erfaret, at ikke alt kan eller bør trøstes væk. Alligevel kan samtalerne lindre og være del af en proces efter et hårdt sygdomsforløb. 

“Nogle gange står folk i noget rigtig, rigtig vanskeligt. Problemet bliver ikke sådan løst. Måske kan det blive nemmere at bære, fordi man har talt med et menneske om det. Men det kan også være, at man er fuldstændig ligeså ked af det som før.” 

Man møder dagligt lidelse og sorg som hospitalspræst, og det skal man kunne tåle. Samtidig skal man forholde sig til, at sorg ikke kan snakkes væk. 

“Hvis et par eksempelvis mister et barn, er det ikke noget, der kan trøstes væk. Der kan jeg komme og lave et lille ritual. Den lille kan blive velsignet. Eller vi kan sidde og snakke, som kan være godt, inden man skal hjem og møde verden. Mange har en tanke om, at ting kan trøstes væk. At vi kan sige noget, som kan hjælpe. Det tror jeg ikke, at man altid kan.” 

Man bliver mindet om, hvad der er vigtigt 

Grethe Jørgensen fortæller, at mange kan have svært ved at gå til venner eller familiemedlemmer med svære samtaler. Derfor er hospitalspræsterne særligt rustet til at håndtere svære emner som eksistens, død og sygdom. 

“Der er meget liv i samtaler, fordi der altid er meget stor ærlighed, når mennesker taler med os. Folk åbner sig op. Og så ved de, at vi også har erfaring med at være i de her situationer, og at vi kan holde til det.” 

Grethe Jørgensen fortæller, at selvom man sommetider har lyst til at skælde ud på tilværelsen, er det i samtaler med patienter og pårørende, at man bliver mindet om, hvad der er vigtigt i livet. 

“Det er et meget berigende arbejde. Vi siger tit, ‘hvor har jeg mødt mange hjælpsomme patienter i dag,’ fordi de hele tiden fortæller om, hvad der er vigtigt i livet. Det bliver tydeligt, og det er livsbekræftende.” 

At behandle hele mennesker 

Grethe Jørgensen fortæller, at hun har mærket en udvikling over tid i modtagelsen, hun som hospitalspræst får. Hvor man førhen var mere skeptisk, er der i dag en større accept af, at vi mennesker er komplekse væsner, der kan få gavn af samtaler af eksistentiel karakter. 

“For 27 år siden kunne man godt blive mødt med lidt skepsis. Det gør vi ikke i dag. Der er en større forståelse for, at mennesket er andet end fysik. Mennesket er også ånd og sjæl.” 

Vi accepterer i højere grad, at vi som mennesker kan have behov for eksistentiel pleje og trøst sideløbende med medicinsk behandling, påpeger Grethe Jørgensen. Vi har som samfund har fået en større forståelse af, hvordan man passer på sig selv, og at det handler om at tage hensyn til det hele menneske. 

John Valentin Mikkelsen tilbringer pensionnisttilværelsen på at fotografere stjerner, planeter og solen i sin baghave, både alene og i foreninger. Det giver ham en følelse af ydmyghed, når han med sin stjernekikkert ser, hvor små vi egentlig er sammenlignet med det store verdensrum.

Af Frederik Schiøtt Mortensen og Cathrine de Nijs Johansen

Ligesom mange andre unge valgte Emil Simonsen Nielsen sabbatårsrejsen til. Han gik imod strømmen og valgte at rejse alene. I Spanien fik han livslektioner, han i dag bærer med sig i bagagen.

Af Cathrine de Nijs Johansen

Hvert år springer tusindvis af studenter ud. Et smukt, sommerligt stræk hvor ungdommen for første gang skal lære at navigere i en verden trods egen indre usikkerhed. Mange unge vælger at rejse i deres sabbatår for at udvikle sig. Enkelte rejser sågar helt alene.

Af Cathrine de Nijs Johansen

Emil Simonsen Nielsen sidder til en fodboldkamp på Santiago Bernabéu i Madrid. Helt alene. Her står han skulder om skulder med armene om fremmede fodboldfans og er alligevel del af fællesskabet. Mennesker råber, jubler og kaster med hvide papirstykker hver gang Real Madrid scorer i kampen mod Barcelona.

Stemningen er euforisk, da Real Madrid vinder 3-1. En ud af kroppen-oplevelse for en fodboldentusiast som Emil Simonsen Nielsen, der efter kampen bruger nogle minutter for sig selv for at samle tankerne efter sit livs største oplevelse. 

Det er nu halvandet år siden, Emil Simonsen Nielsen stod og fejrede sejren med fremmede i Madrid. Han har rejst og boet i Spanien i løbet af sit sabbatår, og han tog af sted helt uden venner eller bekendte.

“Fordi jeg ville prøve at se, hvordan det var at smide hæmningerne, sådan man virkelig oplever kulturen og livet på egen hånd,” fortæller han. 

Et modigt spring mod fællesskabet 

Emil Simonsen Nielsens fire måneders rejse er et modsvar på en generationel tendens, som alligevel afspejler noget helt menneskeligt; at nægte at være alene i frygt for ensomheden. En slags modificeret FOMO hvor man i stedet for frygten for selv at gå glip af oplevelser, frygter ikke at have nogen at dele dem med.  

“Ensomheden er der så mange, der frygter,” mener Emil Simonsen Nielsen. Han har selv erfaret, at samme frygt ikke har bund i virkeligheden. Uanset hvor i verden man kommer hen, står fremmede klar til at tage imod en, mener Emil Simonsen Nielsen 

Han har selv mærket frygten for ensomhed og beskriver sig selv som et tryghedsmenneske. Derfor var han også nødt til at bryde grænser og udfordre sig selv, da han drog af sted på sin solorejse.

“Det var en stor grænse bare at komme ud over barrieren med at møde folk og hver dag tænke fuck det, nu gør jeg det bare,” beretter han.

Emil Simonsen Nielsen stiftede dog hurtigt nye bekendtskaber og fik et hav af oplevelser, som nu har lagret sig som værdifulde erindringer, som han kan trække frem og reflektere over, hvis behovet skulle opstå næste gang, han udfordrer sig selv. Emil Simonsen Nielsen føler, at rejsen til Spanien har hjulpet ham på længere sigt.

“Jeg tænker tit, du klarede det her, så nu er det jo ingenting i forhold til, når tingene bliver svære. Jeg har lettere ved at springe ud i tingene nu, efter jeg har taget den her tur.”

En solorejsendes tip: Spring ud i det 

For mange unge fravælger solorejsen i frygt for ensomheden og går i stedet på kompromis med vennerne i deres sabbatår, påpeger Emil Simonsen Nielsen. Han anbefaler andre at vælge solorejsen til, fordi der altid står mennesker klar til at gribe en, uanset hvor man så end befinder sig i verden.

“Jeg synes bare, man skal springe ud i det og så prøve at følge, hvad det egentlig er for nogle personlige interesser, man har og så følge dem på sin rejse, i stedet for at nøjes med hvad ens bedste ven gerne vil,” mener Emil Simonsen Nielsen.