På Aarhus Universitetshospital har patienter og pårørende mulighed for at benytte hospitalets tre rum for tro og fordybelse; et kirkerum, et bederum og et fordybelsesrum. Hospitalspræst Grethe Jørgensen fortæller, at vi som samfund i højere grad forstår, at mennesker har behov for at adressere sin eksistentielle tvivl under store livskriser.

Af Cathrine de Nijs Johansen

Hvide vægge og højt til loftet. Et par sorte sko parkeret på trekantede fliser ved siden af en håndvask. På en bænk ligger et smaragdgrønt og et bordeaux bedetæppe under en koran. En mand sidder på knæ med lukkede øjne med hænderne mod ansigtet, centreret i rummet og vendt mod Mekka i stilhed. 

Aarhus Universitetshospital har tre særlige rum for tro og fordybelse. Tre åndehuller der opfylder hvert sit eksistentielle formål med plads til tvivl, håb og mismod. Her kan patienter og pårørende søge hen for at finde ro, for at konfrontere sin sorg eller for bare at være. Et tydeligt afbræk fra en hospitalshverdag med sygeplejersker i rask trav, medicinering og konstant uro. 

Aarhus Universitetshospitals rum for tro og fordybelse er bare ét af de tilbud, som bliver stillet til rådighed. Dertil kan patienter og pårørende også snakke med de præster, der er tilkoblet hospitalet. 

“Vores erfaring er, at det er noget, der kan hjælpe; nogen der gerne vil være sammen med en, og en der kan trøste. Dét at man ikke står alene,” siger Grethe Jørgensen, hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital.

Når livet bliver sårbart  

Når ulykken rammer og livet pludselig tager en drejning, påpeger Grethe Jørgensen, at mange oplever en tvivl, de ikke har haft før. Der bliver hospitalspræsterne en livslinje, når man har brug for nogen, der kan lytte. 

“Uanset hvilken livsholdning man har, så kommer man ofte til at tænke på livet på en anden måde, når man bliver alvorligt syg. Mange mennesker tænker ikke på, at livet er meget sårbart. Så erfarer de, at det er sårbart. Der kan være godt at have en at tale med.” 

Selvom man ofte forbinder hospitaler med somatisk behandling, har Grethe Jørgensen en vigtig rolle, selvom den adskiller sig markant fra mange af hendes kollegaer på Aarhus Universitetshospital. 

“Lægerne har en kæmpende rolle, hvor vores rolle er at hjælpe mennesker med at forsone sig med, hvordan livet er blevet, og at der er glæde og liv i det,” fortæller hun om hendes rolle som hospitalspræst. 

Ikke alt bør trøstes væk 

Grethe Jørgensen fortæller, at hun gennem siden 27 år som hospitalspræst har erfaret, at ikke alt kan eller bør trøstes væk. Alligevel kan samtalerne lindre og være del af en proces efter et hårdt sygdomsforløb. 

“Nogle gange står folk i noget rigtig, rigtig vanskeligt. Problemet bliver ikke sådan løst. Måske kan det blive nemmere at bære, fordi man har talt med et menneske om det. Men det kan også være, at man er fuldstændig ligeså ked af det som før.” 

Man møder dagligt lidelse og sorg som hospitalspræst, og det skal man kunne tåle. Samtidig skal man forholde sig til, at sorg ikke kan snakkes væk. 

“Hvis et par eksempelvis mister et barn, er det ikke noget, der kan trøstes væk. Der kan jeg komme og lave et lille ritual. Den lille kan blive velsignet. Eller vi kan sidde og snakke, som kan være godt, inden man skal hjem og møde verden. Mange har en tanke om, at ting kan trøstes væk. At vi kan sige noget, som kan hjælpe. Det tror jeg ikke, at man altid kan.” 

Man bliver mindet om, hvad der er vigtigt 

Grethe Jørgensen fortæller, at mange kan have svært ved at gå til venner eller familiemedlemmer med svære samtaler. Derfor er hospitalspræsterne særligt rustet til at håndtere svære emner som eksistens, død og sygdom. 

“Der er meget liv i samtaler, fordi der altid er meget stor ærlighed, når mennesker taler med os. Folk åbner sig op. Og så ved de, at vi også har erfaring med at være i de her situationer, og at vi kan holde til det.” 

Grethe Jørgensen fortæller, at selvom man sommetider har lyst til at skælde ud på tilværelsen, er det i samtaler med patienter og pårørende, at man bliver mindet om, hvad der er vigtigt i livet. 

“Det er et meget berigende arbejde. Vi siger tit, ‘hvor har jeg mødt mange hjælpsomme patienter i dag,’ fordi de hele tiden fortæller om, hvad der er vigtigt i livet. Det bliver tydeligt, og det er livsbekræftende.” 

At behandle hele mennesker 

Grethe Jørgensen fortæller, at hun har mærket en udvikling over tid i modtagelsen, hun som hospitalspræst får. Hvor man førhen var mere skeptisk, er der i dag en større accept af, at vi mennesker er komplekse væsner, der kan få gavn af samtaler af eksistentiel karakter. 

“For 27 år siden kunne man godt blive mødt med lidt skepsis. Det gør vi ikke i dag. Der er en større forståelse for, at mennesket er andet end fysik. Mennesket er også ånd og sjæl.” 

Vi accepterer i højere grad, at vi som mennesker kan have behov for eksistentiel pleje og trøst sideløbende med medicinsk behandling, påpeger Grethe Jørgensen. Vi har som samfund har fået en større forståelse af, hvordan man passer på sig selv, og at det handler om at tage hensyn til det hele menneske.